per ardua ad astra

Just another WordPress.com weblog

Henrik Wergelands brev til Stortinget om «jødeparagrafen»

Wergeland kjempet mot jødeparagrafen i Grunnloven. Dette brevet er hans argumentasjon som ble lest i sin helhet på stortinget.

Man leter, i jubileumsåret, etter stortingsrepresentantenes meninger i jødespørsmålet, men her, i Henrik Wergelands brev, møter vi de mange meninger gjennom en samlet, systematisk, kunnskapsbasert argumentasjon som var målrettet for å overbevise representantene den gangen.

FORSLAG TIL OPHÆVELSEN AF GRUNDLOVENS § 2,
SIDSTE PASSUS
Til Norges 9de ordentlige Storthing.
Det er en mægtigere og højere Følelse end Ærbødigheden
for det Vedtagne, en dybere, i Religionen og Menneskehjertet
grundet Erkjendelse, end den af Principet om Grundlovens Urør-
lighed i alle Punkter, de slette med de gode, for med Aarenes
og Traditionens Hellighed at bortmane ethvert Attentat paa de
vigtigste og omtvistede deraf, som driver Undertegnede til at
sætte Hensyn til Mangelen af personlig betydende Stilling tilside,
for endelig at træde frem med et Forslag til Ophævelse af den
saa intolerante Bestemmelse, som Grundlovens § 2, sidste Passus,
indeholder mod den jødiske Konfession.
Religiøs Intolerance er ellers Grundlovens mørke Side. Den
herskende Kirke stod saaledes sikkerlig ligesaalidt som i Konge-
riget Sachsen nogen Fare ved Afskaffelsen af dens 4de § og
§ 16tens Omformen i Overeensstemmelse dermed; og den Be-
stemmelse i § 92, hvor det gjøres til nødvendig Betingelse, at
bekjende sig til den herskende Kirke, for at kunne blive norsk
Embedsmand, er grusom nok i en Tid som vor, da saamange
udmærkede Mænd af forskjellige Konfessioner vandre hjemløse
om i Verden for sine borgerlige Dyders Skyld, da Heltemod,
Geni og saa megen praktisk, for Norge i saa mange Retninger
anvendelig, Kundskab, ere saa ofte at træffe landflygtige. Dersom
sidste Passus i § 2, som banlyser en heel Konfession, ikke gaves,
skulde Intolerancen synes ikke at kunne drives videre, end til
at udelukke Dygtigheden og Fortjenesten og berøve sig selv
deres Frugter, dersom det udmærkede Individ, der kun som
Embedsmand vilde kunne gavne Landet, ikke vilde opoffre sin
Overbeviisning og Sjelefred. Men maaskee er det saa, at vor
d.IV,b.3,s.230 Slægt er reformræd; — disse Stene, som sandelig ikke høre
Kristi sande Tempel til, faae ligge indtil Tiden i sin Fremskriden
bringer ogsaa dem paaglid. Katholikernes Emancipation i Eng-
land kostede ogsaa Tid og rastløs Iver gjennem mange Aar; og
maa man give Slip paa Haabet om engelsk Energi hos de norske
Liberale, saa mildnes og klarnes dog vel ogsaa i dette Folk de
Anskuelser, som for et Fjerdedels Aarhundrede tilbage troede
at give den Forfatning, det gav sig, ogsaa en Garanti i Sam-
vittighedstvangen. Men ligesaa usikker som denne er Garantien
for et Folkelivs, en Histories uafbrudte Ensformighed. Endog
før den Grad i Civilisationen er indtraadt, at et Folk, der med
Hengivenhed hænger ved sin Konstitution, villigen underordner
denne Humanitetens almindelige Krav, kunne Kombinationer af
Omstændigheder indtræde, Nødvendigheder, som bryde Love,
og i en Kamp for sin Tilværelse kan denne saa urokkelige
Grundlov undergaae ligesaa pludseligen en forherligende Gjen-
fødsel, som den fødtes og blev til under en Kamp, hvori Folkets
Tilintetgjørelse laa i den ene Vægtskaal. Og da tvivler vel Ingen
om, at Intolerancebestemmelserne ville være de første, som af-
skalles. Fædrelandets Frelse kan ligge i en fremmed Timoleons
Haand, og han kjøbtes vel ikke for dyrt for det intolerante
Komma i § 92? Men ethvert Forslag med Hensyn til dette
Punkt sættes her tilside for det endnu vigtigere og mere iøjne-
faldendes Skyld, og selv om dette føler og erkjender jeg, at det
er vanskeligt at understøtte Propositioner af den Natur med
Demonstrationer af det Nødvendige, ja selv af den specielle
Nytte, de tilsigte. En Proposition med Hensyn til § 2, sidste
Passus, henhører ogsaa til dem, som mere støtte sig til og af-
gjøres af Sympathien, en forudgivet Opinion, af en Tilstand i
den almindelige Tænkemaade, hvis Existence man kun kan for-
mode, men ikke med Vished overtyde sig om forud — før man
maaskee staaer der alene.
Men Ophævelsen af Grundlovens § 2, sidste Passus, fore-
kommer Proponenten at være af saa stor indre Retfærdighed,
at Mistvivlen om, at nærværende første Forsøg derpaa vil blive
det lykkelige, ikke bør holde et med alvorlige Undersøgelser
næret Forsæt tilbage. Det er bleven en religiøs Trang, som
foragter Tanken om at Nogen kunde ville udlede en Tolerance-
proposition af Slaphed i egen Tro, og som vilde handle, om den
d.IV,b.3,s.231 ikke ogsaa fik Styrke af Overbeviisningen om, at Jødernes
fuldstændige Emancipation vilde være dette ikke rige eller hjælp-
stærke Land i Fred og Krig til den betydeligste Nytte.
En Sag, der med saa megen Føje kan appellere til Kristenpligt
og medmenneskelig Følelse, kan dog ogsaa altid være sikker paa
nogen Opmærksomhed. Og i denne er det, at Sæden falder for
bedre Tider, naar en klarere og varmere Sol lyser i den aan-
dige Verden, og de Skrivtkloge ogsaa faae Øinene op for Pauli
Ord i Rom. 14, 1; og der vil allerede derved dog være gjort
Noget for et Skridt, som Civilisationen engang vil og maa gjøre,
naar Menneskene ere blevne mindre fordomsfulde og mere ret-
færdige. Bliver det ikke ved dette Forsøg, Sagen seirer, eller
næste Gang, den maatte blive optagen, bør man dog haabe, at
Verden, som forlængst i dette Punkt er meer eller mindre forud
for Norge, ikke derfor vil troe, at det norske Folk lider under
en ejendommelig Skyhed for større Reformer, men at det alene
er Sagens Vigtighed, som gjør den nationale Betænksomheds
Skridt tungere og langsommere ved sin Vægt, som om man ikke
havde betænkt sig længe nok paa en Indrømmelse, hvis For-
negtelse alene skeer ifølge Magtens eller den Stærkeres umoralske
Ret, eller som om Menneskene overhovedet havde Ret til at
betænke sig paa det Retfærdige, selv endog da, naar det Nyttige
er tvivlsomt.
Denne Moralitet i sin Politik bør idetmindste et frit Folk, og
især det norske, som medrette tillægges meget deraf, altid ved-
kjende sig.
Der er Jødernes Historie, siden de bleve Fremmede imellem
de Kristne! — Den er i sin ene Deel kun Fremstillingen af
Disses Mishandlinger og voldsomme Magtmisbrug; i sin anden
den af deres passivere Undertrykkelse af disse deres forhen i
Aarhundreder saa fornærmede Brødre for Gud, og af Lunken-
heden i at tilintetgjøre de ulykkelige Nødvendighedsfølger af det
saalænge udøvede Tyranni. I denne sidste Deel af deres Historie
er det Norge, hvem de Forstødte aldrig have fornærmet, ogsaa
for hver Dag, Banlysningen hviler paa dem, har sit Blad. Norge
driver sin Grusomhed videre end de andre Stater, som dog i
det Store bekræfte den diaboliske Erfaringssætning, at det er
d.IV,b.3,s.232 Fornærmeren, ikke den Fornærmede, som beholder det værste
Sind. Ogsaa den Haand er forbrydersk, der vel ikke slog, men
holdes ukjærlig tilbage.
Norge har ogsaa ved sin passive Forurettelse mod Jøderne at
deeltage i den store Forsoning, som maa foregaae mellem Kristne
og Mosaiter. Og her tilkommer det de Kristne at række Haanden
først. Det er den Ære, som de Bedste pleie at forbeholde sig.
Men hvad er Forsoningen her andet end Emancipationen, Op-
hævelse af al Banlysning, den eneste Erstatning, de have at give?
Der er Stridsskrifterne om denne Sag! — Man vil finde, at,
uagtet al den fanatiske Lidenskabelighed, som lyser igjennem
Argumenterne for Jødernes fremdeles Helotiseren, have de dog
synligen ondt for at negte det i sig selv Retfærdige i Eman-
cipationen. «Naar de kun ville være eller blive bedre» hedder
det; — men naar forbedrede Undertrykkelse? Slaver blive
kun — det er de Kristnes, alle Nationers egen Erfaring — bedre
ved Befrielse. «De ere ikke modne nok for en borgerlig Eman-
cipation,» anføres atter; men, dersom det er givet, at de burde
være det, hvorledes skulle de da blive det? I de fleste Lande
ere Jøderne kun et taalt Folk, og de bestaaende Love, hvor-
efter de dog nyde Tilværelsen, hensigte til at fordærve dem og
hemme al ædlere Udvikling. Desuden — dette Spørgsmaal om
Modenhed? Hvorledes have de europæiske Fyrster svaret Na-
tionerne paa deres Krav om Forfatning, Pressefrihed, Kommune-
frihed? Selv det Folk, som tillægges mest Oplysning, det preus-
siske, har i vore Tider maattet høre, at det ikke var modent
dertil, ikke myndigt nok, at dets Intelligenz først maatte ud-
vikles, dets Tænkemaade civiliseres, dets Sæder luttres o. s. v.
Men selv om Modstanderne med endnu større Dristighed
havde vovet at bestride Jødernes Adkomster til at sættes lige
med andre Mennesker, maatte alt dog standse paa det historiske
Faktum, at de Nationer, som ikke længer have betænkt sig i
denne Sag, ikke have havt nogen Anledning til at angre sin Li-
beralitet, men høste Nytte af sin Retfærdighed. Herpaa seer
Politiken; men et ufordærvet Folk bør ogsaa omslutte den Tro,
at det vilde være forbi med den moralske Verdensorden, om en
Retfærdighed skulde kunne bringe Anger.
At Jødernes Emancipation er en Retfærdighed, er imidlertid
bleven bestredet, og det heftigt. Men ligesom denne Heftighed
d.IV,b.3,s.233 maa vække Mistanke hos den Upartiske, ere de, ikke fra de
jødiske, men fra Midten af de kristne Samfund, ofte gjentagne
Krav paa Emancipationen af hiin fremmede Troesbekjendelse,
egnede til at vække Formodning om, at det dog maa være ret-
færdigt, som uinteresserede Mennesker, saa ofte fra Decennium
til Decennium opløfte Røsten for. Kravet har aldrig ganske for-
stummet, Paastanden aldrig været frafaldet, Uretfærdigheden af
Lidelserne har aldrig ladet Menneskekjærligheden i Ro. Des-
uagtet har Kontraskrifterne virket langt mere, fordi de udrandt
af Folkefordommen, og tiltalte denne. Under denne Beskyttelse
kjendte Fanatismen ingen Grændser; den vovede endog at for-
svare som retfærdig og nyttig Mosaiternes Fordrivelse en masse
fra Spanien, uagtet Historien erklærer den for omtrent at være
kommen dette Land lige saa dyr at staae som de industriøse
Maurers. Men, antaget, om ikke indrømmet, at de vare skade-
lige, hvor de havde taget Overhaand, som i Datids Spanien, og
svundne og disse Tiders Polen, saa bortfalder dog ogsaa den
Argumentation, man kunde hente derifra, ved Betragtningen af
Forholdene, hvorunder de øvede og øve en saadan Indflydelse.
Disse tillade ingen Parallel imellem ufri, under gamle Dages
Barbari lidende, Stater, og en til Reformer gjenfødt Fristat, som
Norge. Hvad maatte ikke Livegenskabet alene, der stavnsbandt
Massen af den kristne Befolkning, udrettet til at overantvorde
den borgerlige Trafik i Jødernes Hænder? Og nu Forskjellen
imellem Protestanterne og bigot Katholicisme, der kunde siges at
skye alle de Erhvervsgrene, som Jøderne havde berørt, som
derfor urene? Denne Daarskab straffes med Armod, og derfor
vare hine Fordrivelser og ethvert Tryk paa den jødiske Befolk-
ning populære Regjeringsforetagender. Forlængst skulde den dog
overalt være udryddet af den kristne, eller fordrevet til andre
Verdensdele, dersom den ikke i Fyrsterne, som Debitorer, havde
havt tvungne Beskyttere. Det Afhængighedsforhold, vore Dage
have oplevet, at de største Magter kunne komme i til et
enkelt Jødehuus, fandt i svundne Aarhundreder endnu mere
Sted imellem Fyrsterne og Jøderne. Disse fik da Privilegier og
Pant i saadanne Oppebørsler, som give Anledning til Udsugelser.
Fyrsterne fik Hjælp af dem, naar de vare i Pengeknibe, og de
fik nu tage Sit af Folket. Hvordan det System gaaer, har Ge-
neralforpagterne i Frankrig og Tyrkiets Hospodarer og Pachaer
d.IV,b.3,s.234 lært Verden. Men mod Jøderne var det ingen Frygt, som kunde
moderere Hadet, men kun den nedarvede Foragt, den eggende
Fanatisme. I Polen, som man altid opstiller som det mest af-
skrækkende Exempel paa Skadeligheden af Jødernes Indpas, har
en overdaadig Adel, ligesom fra Tid til Tid Middelalderens tydske
Fyrster, overantvordet Folket i Jødernes Hænder med Hensyn
til Alt hvad der ikke kom ud af dets egen Sved paa Stavns-
jorden, og det har ikke, som Tydskland, havt priviligerede og
fri Rigsstæder til Beskyttelse, der ikke undlod, til Bedste for
sin kristne Befolkning, at sætte haarde Betingelser for Tilladelsen
for Jøderne til at boe indenfor Murene. — At Landsforfatningen
var Aarsagen til at Jøderne, lidende selv, ifølge denne, under
en slet borgerlig Organisation, ikke gavnede en Stat, gjøres ind-
lysende af, at Exempler paa de modsatte Følger gives, hvor For-
fatningen har været god og lige for alle Troesbekjendelser. Frank-
rig emanciperede Jøderne uden Præliminarier i den første Re-
volution, og ingen af alle de skrækkelige Følger paafulgte, som
Jødehadet spaaede fra alle Kanter. Meget mere skikkede Is-
raeliterne sig saa vel i sin nye Stilling, at det nu er vanskeligt
at adskille en Jøde i Frankrig fra en Kristen i Aand, Karakteer
og Sæder. I Tydskland fandt Jøde-Emancipationen Sted ved de
franske Hæres Indrykken, og Skribenter forsikkre, at Ingen er-
indrer sig noget Misbrug under dens korte Bestaaen. Medens
jødisk Ungdom af Taknemmelighed strømmede til de republikanske
Rækker, vare de undertrykte tydske Jøder i Grændsebyerne kun
Forrædere og Spioner. Derimod da Befrielsesbegeistringen greb
den tydske Befolkning i Aarene 1813 — 15, og Fyrsterne ikke
sparede paa herlige Frihedsløfter, da havde man, efter selve
Modskrifternes Beretning, mange Exempler paa, at jødiske Yng-
linge ilede i de frivillige Geleder, og gjorde der ligesaa god
Fyldest for sig, som Theodor Kørners og Schills Troesforvandte.
Deres Hjælpsomhed mod hinanden er en anerkjendt Dyd; men
at de formuende Jøders Kasser ydede betydeligt i Laan og
Gaver til betrængte Stater, hvori de levede, er en saameget
større Høimodighed, som disse ingenlunde havde lettet Under-
trykkelsen. De Kristnes Løsen var «for Menneskeheden!» Jø-
derne kunde da ogsaa vente noget af det aandige Udbytte, som
skulde gjøres for denne. Disse Træk, staae ikke saa enkelte,
som de synes, eller saa løsrevne fra den almindelige Karakteer,
d.IV,b.3,s.235 som det slette Rygte, denne staaer i, vil antage. Men dette
Rygte finder ingen Grund indenfor de Grændser, der sikrer dem
samme Borgerret som den øvrige Befolkning; thi Trældommens
uheldige Følger i Karakteren og Levemaaden ere altid aftagne i
Forhold til Trykket og blevne mere og mere usynlige i Genera-
tionerne. Og hvormeget af hvad man ellers beundrer som en
ædel Karakteers Grundvold og sikkreste Mærke, har selv ikke
Folkefordommen maattet lade uantastet tilbage? Saaledes det
standhaftige Mod i Lidelser, den opofrende Vedholdenhed ved
Tro, Sæder og Nationalitet, trods det nu næsten 2000 Aar ved-
varende Tryk; saaledes det indbyrdes hjælpsomme Brodersind;
saaledes endvidere de udmærkede Anlæg til aandelig Udvikling,
som ikke ere sjeldne imellem Spinozas, Mendelsohns og Børnes
Stammeforvandte, og som, trods de opdyngede Hindringer, have
naaet sin Modenhed i disse og andre verdensberømte Genier.
Sandelig med dette for Øje vil det falde svært, ikke at tilstaae,
at der lever i dette mishandlede Folk en Kjerne af Karakteer-
storhed, Foretagelsesaand og Udholdenhed, som andre kunne
misunde det.
Folkefordommen imod Jøderne har ogsaa suget Næring af
Jødernes Ulyst til at gaae over til Kristendommen. Men den
tager ogsaa af i samme Forhold som de lære dennes sande
Væsen at kjende, ikke af Prækestolspolemik, men af Folkefor-
samlingers og Regjeringers Beslutninger om Forbedring i deres
Kaar. Hvor rimeligt forøvrigt i sig selv, at disse lidende Slægter
troede paa en tilkommende Redder, en Messias! Thi den Ulykke-
lige, som en nærværende Tid kuer, vender ganske naturligt sine
Øine mod det Tilkommende. I Medgang er det ellers let at
være dydig; men hvor Forfølgelser og Undertrykkelse hviler
paa det hjælpløse Offer, hvor Tilsidesættelse, Trængsler og Ban-
lysning af det borgerlige Selskab knytter sig til deres Skridt,
hvor næsten enhver Adgang til redeligt Erhverv lukker sig fiendt-
lig for dem, og man ligesom med Magt støder dem ind paa
Selvforagtens Vej til alle Laster — er det der at undres over,
om de i det Hele taget ere blevne ufølsomme for en saa sted-
moderlig Røst? Og naar bitter Smerte over, hvorledes Kristen-
dyderne øves mod dem, opfylder deres Hjerte, hvorledes skulde
der være Plads deri for Opmærksomhed og Tillid til de Dogmer,
disse føre i Munden? hvorledes nogen Tilbøielighed til at troe,
d.IV,b.3,s.236 at Messias var kommen, naar de Kristne i hans Navn tilføiede
dem saameget Ondt? Men lad Jesu Kristi Mildhed aabenbare
sig for hans ulykkelige Landsmænd igjennem Tolerants og ret-
færdige Indrømmelser — denne Tale ville de forstaae; og om-
sider ville de erkjende, naar et Liv af Ære, Frihed og Kultur
ogsaa aabner sig for dem, at Messias, den sædelige Verdens
Ordner, forlængst er kommen, og at de endelig, efter en lang
Forvildelse, ere komne til ham. Spalten imellem Kristne og
Jøder, der hovedsagelig kun var en Meningsdifferenz om de
messianske Spaadomme vare opfyldte eller ikke, en Acquiesceren
paa den ene Side og en Appel paa den anden, men som i Tidens
Løb udvidede sig til et svælgende Dyb, vil i færre Decennier,
end hertil behøvedes Aarhundreder, igjen udfyldes og formindskes
indtil den forsvinder.
Ikke mindre end deres Vedhængenhed ved Fædrenes Tro har
den Omstændighed, at de danne et for sig selv bestaaende bor-
gerligt Samfund, der i Rabbinerne og de Ældste har sine egne
Funktionærer, vakt den kristne Masses Had, og givet Skribenterne
en Grund til at bestride deres Krav paa Borgerret. Denne uhel-
dige og ubeføiede Indblanden i Andres Anliggender! Staten vil
dog altid vide at tage sig betalt, og paasee de Forpligtelser
ligesaavel efterlevede af Jøderne, som af sine andre Børn, hvor-
for den yder dem sine Goder; og da kommer det den vel ingen-
lunde ved, om Jøderne desomframt paa egen Bekostning, til
egen Gevinst eller Forliis, holde sine Synagoger, Skoler, Under-
støttelsesindretninger og Rabbinisme vedlige? Regjeringen for-
byder ikke Katholikerne i Irland at holde sig en katholsk Præst,
naar de kun klarere den protestantiske, som de ellers ingen
Brug have for; og selv vore intolerante Institutioner indrømme
den i sine Dogmer fra den herskende Kirke mest afvigende og
af alle mindst kristelige Sekt, nemlig Qvækersekten, overordent-
lige Indvilgelser. — Jødernes indbyrdes Forbindelser, saavidt de
ere adspredte over Jorden, skulde gjøre det let for dem, siges
der, at hendrage Formuen, hvor de ville. Staaer dette i deres
Magt, skjøndt de Kristne i vore Dage ogsaa have lært Snittet,
og have mest at sige ved Reguleringen af Pengemassernes Fluk-
tuationer, skeer det dog kun med deres egen Formue, og til
Bedste for den Stat, hvori de befinde sig bedst. Denne Magt, om
den ikke var saa beskaaren, som den er, vilde altsaa komme
d.IV,b.3,s.237 den Stat tilgode, der ydede dem de største borgerlige Rettig-
heder, og saaledes mest erstattede dem deres saa savnede Pa-
læstina.
Fra Karakterens Side har de stakkels Jøder altid maattet døje
de haardeste Angreb. De Kristne gjøre her Gjengjeld, men ikke
mod den Rette, for hvad de selv engang have maattet lide af
Hedningerne. De øve ganske disses Politik, der ogsaa bestod i
at paabyrde dem netop de selvsamme Skjændigheder, som Pøbel-
overtroen selv ind i vore Dage vil tillægge Jøderne. Den noget
Oplyste har vel forlængst frigjort sig fra Rædselen for deres
Mysterier, men meget ofte ikke fra Fordommen, at den jødiske
Folkekarakteer er uhelbredeligere end Palæstinas Spedalskhed.
Den skal fra først af have været slet, og forværret sig under
Lidelserne. Det Sidste er ligesaa rimeligt som det Første er
urimeligt at antage om det Folk, som vore Religionsbøger kalde
Guds kaarne, Guds udvalgte og Ejendomsfolk, og hvis Historie
virkelig har mægtige Aander at opvise i Lovgivning, Poesi og
Moralfilosofi, og Helte, saa opoffrende som Roms og Græken-
lands Republikers. Men indrømmet, at især de lavere Jøde-
klassers Moralitet har lidt med Hensyn til deres Adfærd mod
de Kristne, saa at de hævne sig over disses voldsomme Under-
trykkelser ved alle Skakkreriets Kunster, saa har dog ogsaa den
beholdt hine gode Grundtræk, og i de smudsige Vraaer, hvor
det tillades dem at snige sig hjem med deres Udbytte, ere
mange af de Usædeligheds Laster fremmede, som trives i den
kristne Armod og Elendighed. Deres Familieliv skal, i alle andre
Henseender end Reenlighedens, være upaaklageligt, og deres
broderlige Hengivenhed for hinanden mønsterværdig. Vil man
ellers see hen til Trældommens Resultater hos kristne Folkeslag,
vil man finde de nødvendige Indtryk deraf ligesaa varige og
dybe, mens Forbedring i deres Stilling strax eller i første Ge-
neration har viist forbedrende Indflydelse paa Karakteren. Det
er ogsaa mærkværdigt, hvilken hurtig Indflydelse Daaben synes
at have paa denne — jeg mener naturligviis i Folkemeningen.
Fysiognomiet er nu det eneste, som minder om Jøden, ikke de
konstante Udyder. Disse maae altsaa ikke ligge saa dybt endda.
Der hersker ogsaa en vældig Frygt for, at Jøderne, om de
gaves lige Frihed med andre Fremmede, skulde indstrømme i
en saadan Mængde, at de vilde bemægtige sig alle Erhvervs-
d.IV,b.3,s.238 grene og i denne Henseende overvælde den indfødte Befolkning.
Men har Norge i Aarhundreder taalt Indstrømningen af Dan-
marks Armod, forøgedes dets Lidelser neppe, om Israeliternes
Formue fandt nogen Anvendelse her; og af de egentlige Skakkre-
jøder vilde de svenske Gaardfarihandlere og vore egne Skakkrere,
Nummedølerne o. fl., kun tilstede Faa Plads ved Siden. Udbyttet
af endeel mindre Handelsgrene, som nu forsvinder i Udlandet
med de reisende Fremmede, som drive dem, vilde da for en Deel
blive i Landet. Vi kunne ellers søge nogen Lægedom for hiin
Frygt i de med al sin Mængde af Jøder blomstrende Lande, der
havde vovet Emancipationen, og i en Bemærkning, som Forfatteren
af det af den bekjendte Professor Krug udgivne Skrivt:
«Die Po-
litik der Christen und die Politik der Juden in mehr als tausend-
jährigem Kampfe,» en gammel Statsmand, deri har hensat, nemlig
denne: «Før Katholikerne bleve emanciperede i Sachsen, hedte det
ogsaa: man maatte ikke emancipere dem, fordi altfor mange vilde
indvandre og betage Protestanterne Næringen. Men da Napoleon
udtalte sit mægtige «Bliv!» da gik Sagen straks, og jeg har aldrig
vidst, at Sachsen derved har tabt i Velstand. Ligeledes hedte
det før Jødekopskatten ophævedes i Sachsen, at man ikke burde
ophæve den, dels fordi en betydelig Indtægt vilde falde bort, og
dels fordi altfor mange Jøder vilde komme indover Grændsen
for Handelens Skyld og vanskeliggjøre Erhvervet for de kriste-
lige Indvaanere. Men da Napoleon og hans Broder Hieronymus
lagde et Ord ind for de franske og westfalske Jøder, gik Sagen
strax, og jeg har heller ikke efter dette vidst, at Sachsen har
tabt i Velstand.»
En Anførelse af samme Forfatter, der med Erfaring, Overblik
og Upartiskhed har behandlet Sagen, finder Sted her i Forbin-
delse med foregaaende Punkt, da den giver Kjendsgjerninger
ihænde imod Frygten for Jødernes indre Fordærvelse og til For-
deel for den Mening, at denne aftager i Forhold til Udstræk-
ningen af den Frihed, de erholde. «Men fordi, siger han, der
nu gives mange Mennesker, der have, som Apostelen Thomas,
et besynderligt Hang til Skepticismus, og derfor ikke ville troe en
Sags Udførbarhed førend de selv see, at den allerede er udført,
og har havt ikke blot ingen skadelige, men endog særdeles held-
bringende Følger: saa vil jeg til Overflod endnu engang paavise
dette med Hensyn til Jødernes Emancipation. I Holland ere
d.IV,b.3,s.239 Jøderne emanciperede, og det saa fuldstændigt at de endog
kunne vælges til Deputerede og kunne have Sæde og Stemme
i den kristelige Beherskers Statsraad. Hvad for Følger har nu
dette havt? Staden Amsterdam, hvor der gives særdeles mange
Jøder, og imellem dem meget rige og anseede, kan give os nogen
Oplysning herom. I denne Stad forholde Jøderne sig overhovedet
til de Kristne som 1 til 10. Indtil 1806 vare de udelukkede fra
alle borgerlige Rettigheder. Da forholdt de jødiske Forbrydere
sig til de kristne som 1 til 9. Siden 1806 erholdt Jøderne en
gunstigere Stilling. Da formindskede de jødiske Forbrydere sig
allerede i det Forhold til de kristelige som 1 til 11. Men fra 1811
af fik Jøderne lige Rettigheder med de Kristne, og se da! efter
den Tid formindskede de jødiske Forbrydere sig lige ned til at
forholde sig til Kristne som 1 til 20. Der gives altsaa i Amster-
dam efter Jødernes Emancipation ikke halvt saa mange jødiske
Forbrydere som før den. Endvidere! Da i de Deputeredes
Kammer i München Spørgsmaalet om Jødernes Emancipation i
Bajern blev behandlet, og Talen ved denne Leilighed ogsaa kom
paa Jødernes borgerlige Stilling og Fædrelandskjærlighed i Hol-
land, bekræftede det hollandske Blad, Amsterdamer Courant, alt
hvad der hist blev sagt til deres Ros. I Leipziger Zeitung an-
førtes følgende af dette Blad, som i denne Sag vel fortjener
fuld Tiltro, at «Hollands Israeliter ilede ikke med mindre Be-
geistring end den gammelnederlandske Befolkning under Vaaben
til Fædrelandets Forsvar, og det ikke blot fordi deres Pligt bød
dem det som Medlemmer af Skytteriet, men ogsaa i stort
Antal som Frivillige. En Kjendsgjerning er det ogsaa, at man,
ved Nærmelsen af den raa Aarstid, i Foreningerne af vore for-
muende og velgjørende Medborgere, finder isærdeleshed mange
Israeliter, som skjænkede de trængende Indvaanere af Amsterdam,
ligemeget af hvilken Troesbekjendelse, rigelige Understøttelser af
Næringsmidler, Brændematerialier, Klædningsstykker o.s.v.» Hvad
have vi videre Vidnesbyrd behov? Thi den Indvending, at de
hollandske Jøder, fordi de forstørstedelen ere indvandrede fra
Spanien og Portugal, allerede af Natur skulde være en bedre
Menneskerace end andre Jøder, er vel blot en tom Paastand,
der ikke fortjener Agt. Vi maa derfor antage som ved Kjends-
gjerninger beviist, at en gjensidig bedre Politik imellem Kristne
og Jøder, eller overhovedet et bedre politisk Forhold imellem begge
d.IV,b.3,s.240 Religionspartier, har havt de heldigste Følger for begge, og at disse
have viist sig inden et meget kort Tidsrum, inden endnu en Men-
neskealder var forløben siden Emancipationen i hiint Land. Vi
bør da ogsaa vente med den høieste Sandsynlighed, at samme
Aarsager ogsaa i andre kristelige Stater ville frembringe samme
Virkninger, naar man kun med Forstand og god Vilje griber alle
de Forholdsregler, som udfordres til en sand og fuldstændig
Emancipation af Jøderne.»
Fuldstændig maatte den være i Norge, der har drevet sin Haard-
hed videre end de allerfleste andre Lande: til Banlysning fra
sine Grændser. Indskrænkning i nogensomhelst Henseende, saa-
ledes som til visse Stæder eller enkelte Erhvervsgrene, er altid
en Tilsidesættelse, der føles som en Uretfærdighed, og har alle
dennes ulykkelige og bittre Følger for begge Parter. Halve For-
holdsregler due ikke, og forskydes derfor af sand Betænksomhed.
Det er dog denne, som hidtil har værnet om Konstitutionen
ved at hævde Grundlovens Urørlighed som Princip, og paa
denne passive Modstand er ogsaa virkelig ethvert Angreb hidtil
strandet. Men der er liden Aand i denne Tro. Konstitutioner
ere ligesaa lidet fuldkomne som nogen anden menneskelig Ind-
retning. De monarkiske ere øjensynligen kun vilkaarlige Approxi-
mationer til de ideale Forfatninger, som de ædleste Menneske-
aander altid arbeide paa at naae, men som de maae taale Fjer-
nelsen fra for Mængdens Skrøbeligheds Skyld, og under den
onde Indflydelse af Nabodespotiernes skinsyge Blik. Den norske
Konstitution fik en saa hurtig Tilblivelse, at Feil i enkelte Hen-
seender neppe vare undgaaelige. Det er ogsaa en temmelig be-
kjendt Omtale, som en kommende Historiker maaskee vil opklare
Grunden til, at Grundlovens § 2 ikke er den, som vistes mest
Omhu i Behandlingen. Sin Rette Konstitution har desuden Grund-
loven allerede erholdt, nemlig at være kjendt og elsket af Folket,
saa det ikke længer er nødvendigt at gjennemdrive Principet
om dens Urørlighed i Aarhundreder, for at den kan vinde Po-
pularitetens indre Styrke. Den taaler allerede nu at røres; den
har vundet Kræfter til at gjøre et af de Fremskridt, som ligge i
dens Aand. Gaaer Folket fremad i politisk Oplysning, maa Kon-
stitutionen ikke blive tilbage. Den er en elastisk Form, som
omgiver Folkets Aandige, og maa udvide sig med dette.
Der er Rimelighed for at antage, at en Bestemmelse, som de
d.IV,b.3,s.241 allerfleste Stater af lignende Forfatning have fundet det hensigts-
mæssigt at indtage i denne, vel ogsaa vilde være nyttig for den
Enkelte, som endnu mangler den. Et Overblik over Verdens
frie Stater vil vise os, at Jøderne i de fortrinligste nyde al bor-
gerlig Frihed, og at de dog ere taalte i de allerfleste andre. Ja
selv despotiske Stater, som Danmark, Østerrige og Preussen,
staae i dette Punkt ikke tilbage, og fra Rusland ere af alle Troes-
bekjendelsers Nuancer kun Jesuiterne forviste.
Den fuldkomne Emancipation, som finder Sted i den nord-
amerikanske Union, er uomtvistet en af dennes Hovedstøtter og
Velstandskilder. Den religiøse Frihed, som trives i Ly af det
washingtonske Kapitol, lokker ligesaameget Europæerne over
Oceanet for at dyrke og bebygge Republikernes uhyre Stræk-
ninger, som den borgerlige, der ogsaa forener sine Velgjerninger
med hiin, mens de sydamerikanske Stater ingen værre Hindring
har for sin Opkomst end Religionstvangen, der dog ikke drives
mod nogen Troesbekjendelse indtil Udelukkelse fra Landet. I
Storbrittanien nyde Jøderne Religions- og udstrakt Næringsfrihed.
Ligeledes i Belgien, hvor Forfatningen af 1814, ligesom i Holland,
tillige tilsikkrer enhver Troesbekjendelse «lige borgerlige Rettig-
heder, lige Adkomst til Embeder, Ære og Værdighed.» Konsti-
tutionen af 1831 har ikke indskrænket denne Tolerance, der gjør
dette Folk saamegen større Ære, som dets store Fleerhed er
strengt katholsk. Man tør saavel heraf slutte, at det ikke har
følt nogen Skade af Emancipationen, som af, at den er bleven
beholdt af de forskjellige hollandske Konstitutioner lige fra da
de franske Armeer og Patrioterne i 1795 ogsaa proklamerede
borgerlig Lighed for alle Troesbekjendelser. I Frankrig garan-
terede Ludvig den 18des Charter af 6te April og 4de Juni 1814,
ligesom og Napoleons Tillæg til Rigsforfatningen i 1815, den fuld-
komne Emancipation af alle Troesbekjendelser, som alle de fore-
gaaende havde bibeholdt siden den første Proklamation af Men-
neskerettighederne af 3die September 1791. Og Forfatningen
af 1830 er ligesaalidt i denne som i nogen anden Bestemmelse
nogen Tilbagegang. De forskjellige polske Konstitutioner af 1791,
1807 og 1815 gjøre vel den romerskkatholske Religion til den
herskende, fordi Fleertallet af Indvaanerne bekjender sig til den,
men indrømme enhver Religion offentlig Kultus, «fordi denne deres
hellige Tro byder at elske Næsten, hvorfor det var en Skyldig-
d.IV,b.3,s.242 hed at tilstaae Alle, hvad Religion de saa maatte bekjende sig
til, Troesfred og Regjeringens Beskyttelse.» Kun Krakaus slette
Forfatning indskrænker dette til de kristelige. Den tydske For-
bundsakt af 8de Juni 1815 bestemmer, at «Forbundsdagen skal
tage i Overvejelse, hvorledes paa den muligst overensstemmende
Maade de jødiske Troesbekjenderes borgerlige Forbedring i Tydsk-
land kan bevirkes, og hvorledes Nydelsen af borgerlige Rettig-
heder, mod Overtagelse af alle Borgerpligter, kan forskaffes og
sikkres dem i Forbundsstaterne. Dog skulle Bekjenderne af denne
Tro indtil da beholde de af enkelte Forbundsstater dem allerede
indrømmede Rettigheder.» De Bajerske Forfatninger af 1808 og
1818, ligesom og Würtembergs af 1817 og Badens af 1818, fast-
sætte «fuldkommen Samvittighedsfrihed»; og Hertugdømmet An-
halts Organisationer af 1810 og 1811 give udtrykkelig Jøderne
fuldkommen Borgerret. Saa vidt ere vel ikke de fleste andre
tydske Smaastater komne; men overalt kunne dog Jøder op-
holde og ernære sig og øve sin Gudsdyrkelse. Den franske Ind-
flydelse, især under Tilværelsen af Rhinforbundet, og Indflydelsen
af den napoleonske Kodex, har ogsaa virket meget til at forbedre
deres Stilling. Rigsstaden Frankfurts Organisation af 1806 tager
dem i Beskyttelse, og Akten af 18de Juli 1816 fastsætter, at
«Senatet skal ved en Kommission ufortøvet lade udkaste et Re-
gulativ for Jødernes borgerlige Rettigheder, der kan passe til
Tidsaandens og Billighedens Krav.» Det er ogsaa bekjendt, at
de beskyttes og nyde Ophold og Næringsfrihed i de tre andre
frie Rigsstæder. Storhertugdømmet Hessens Forfatning af 1820
bestemmer, at «ikke-kristelige Troesforvandte have Statsborgerret,
naar Loven har indrømmet dem det, eller naar den er bleven
Enkelte tilstaaet enten udtrykkelig eller stiltiende ved Overdra-
gelsen af et offentligt Embede.» I Chur-Hessen paalægger Or-
ganisationsediktet af 29de Juni 1821 Ministeriet for det Indre at
paasee de Anordningers Overholdelse, hvorefter Jøderne kunne
opholde sig der. Ingen af de øvrige tydske Stater negte Jøderne
Opholdet inden sine Grændser, skjøndt dette lider forskjellige
Indskrænkninger, hvis skadelige Følger i moralsk og økonomisk
Henseende da heller ikke ere udeblevne.
De to første Forfatninger, den helvetiske Republik modtog under
fransk Indflydelse, erkjendte fuldkommen Samvittighedsfrihed
uden at tillægge nogen Troesbekjendelse Fortrinet. De senere
d.IV,b.3,s.243 hævede i de fleste Stater den romersk-katholske og den evange-
lisk-reformerte til Statsreligion, uden dog derfor at betage de
ikke-kristelige, d. e. den israelitiske, fri Udøvelse. Der findes dog
forholdsviis faa Jøder i de helvetiske Forbundsstater. De syd-
europæiske romersk- og græsk-katholske Staters Intolerants, med
Undtagelse af Spanien, tilsteder dog Jøderne Opholdet, ihvorvel
under trykkende Kaar. De have saaledes sit Qvarteer i selve
Rom, hvor de dog, som Syndebukke, behandles — og omtrent
med samme Ret — hvad Høfligheden især angaaer, ikke stort
forskjelligt fra de Kristne i Konstantinopel. Undertrykkelse bærer
overalt de samme sørgelige Frugter. Jøderne befinde sig derfor
i alle de slaviske Lande paa det samme lave Trin som de øvrige
undertrykte Folkestammer, dersom man ikke vil kalde det et
aandigt Fortrin, at de dog vide at føre sig disse deres halvvilde
Ulykkesfællers indolente Barbari tilnytte. Over hele Orienten
dele de ellers denne tvetydige, men hos et med gode Forstands-
anlæg udrustet Trælfolk naturlige, Egenskab med de kristne Ar-
menier. De orientalske og afrikanske Jøder udmærke sig forøv-
rigt fra de østeuropæiske i flere saavel aandige som fysiske
Henseender, fordi de i det Hele behandles menneskeligere af Ma-
homedanerne, der kunde dele sit Troeshad mellem flere lige van-
troe Konfessioner, end af de Kristne, mellem hvem de ere de
ene forskudte.
Som saadanne behandles de overalt af den uoplyste Mængde,
hvor en fuldstændig Emancipation ikke allerede har udslettet de
stødende Ydermærker og homogeniseret den jødiske Befolknings
Næringsdrift og Levemaade med den Kristnes. Den er
conditio
sine qua non, omendskjøndt vi saa nærfra, som fra Danmarks
Hovedstad, i de mange jødiske Haandværkere kunne hente Be-
viis for, at Tidsaanden, om den endog ikke i denne Henseende
har seet sit Krav opfyldt, af sig selv udretter adskilligt til at ud-
jevne Forholdene.
Fordomme voxe og tyknes til, dersom de lades urørte eller
respekteres. I samme Forhold dette i lang Tid har været Til-
fælde, er det ligesaa naturligt, at de yttre sig, naar der engang
røres ved dem, som at Sælhundens plumpe Masse snuer paa sig
paa Skjæret, naar Solen stikker den. Det kunde derfor ikke
være saa uventet, at den svenske Regjerings Udvidelse af Jødernes
Rettigheder i Nabolandet ikke var synderlig populær i dets Smaa-
d.IV,b.3,s.244 byer, hvor Filisteriet trives saagodtsom i noget andet Lands.
Men i oplyste Medborgeres Øjne fraskrev sikkerlig enhver Person
og Kommune, der undertegnede disse Næringsnidets Modad-
dresser, som strømmede ind paa Regjeringen, sig Kravet paa
den større Reform, som saa vedholdende er æsket af denne.
Udvidelsen var ikke større, end at Jøderne ikke længer skulde
være indskrænkede til Stockholm, Norrkøping og Gøtheborg, og
at speciel Tilladelse kunde erhverves til at indkomme i Riget; men
i Sødertelje og Askersund, om disse besjungne Byer ogsaa deel-
toge i Modskriget, fandt man ingen Trøst for Jødeskrækken i,
at hine tre Stæder ere de mest blomstrende i Sverige, uagtet Jø-
derne der have havt i lange Tider sit Ophold.
Norges Forfatning skal være den frieste og for et Folk ære-
fuldeste af alle Europas konstitutionelmonarkiske. Den fortjener
ikke dette Navn, saalænge den er den intoleranteste. Der er
liden Ære ved, at det i denne yderst vigtige Henseende i hele
Europa kun har Spanien ved Siden. Katholsk Intolerance er af-
skyelig, men en protestantisk, et protestantisk Spanien i Into-
lerance, er endnu afskyeligere. Og det er Norge paa Papiret,
men ikke efter sit Folks Aand og Tænkemaade; og efter denne
maa Bogstavet rette sig. Det Folk, som har modtaget sin egen
Emancipation ved Himlens synlige Bistand, bør mindst lønne
den ved at forstøde Mennesker, der ogsaa ere dens Børn. Saa-
meget have dog vel Israels tilbage af Mennesket, at den stærkeste
af dettes Følelser, den naturligste, den som fremkaldes ved den
mindste Velvillighed af selve Barbarens Bryst: Taknemligheden,
ikke er uddød imellem dem.
Paa denne er det, den politiske og økonomiske Hensigtsmæs-
sighed af deres Banlysnings Ophævelse og Indrømmelse af lige
Rettigheder med Andre, alt efter Grundlovens øvrige Bestemmelser,
med Tryghed kan baseres a priori. Historien har betrygget os
Følgerne, som jeg vil haabe paaviist i det Foregaaende. Norge
mangler Folk og Penge. Dets Befolknings Foretagelsesaand er
heller ikke stor. Med alt Dette kunne Jøderne forsyne, og der
ville de rigeste og mest oplyste Jøder nedlade sig, hvor de finde
Anledning til at anvende sine Kapitaler, og hvor de kunne nyde
den menneskeværdigste Tilværelse. Og naar Landet omspændes
af sine Fiender, for denne Friheds Skyld, som ogsaa har udstrakt
sine Velgjerninger til de ulykkelige Israeliter, da er det men-
d.IV,b.3,s.245 neskerigtigt at slutte, at et Folk, der har saamegen indbyrdes
Kjærlighed og saa vidstrakte Forbindelser sig imellem, vil fra alle
Kanter gjøre Alt for at redde sit bedste Asyl. Dets Guld vil fylde
de udtørrede Hjælpekilder, og dets Mægtiges Indflydelse virke for
dette i Kabinetterne.
«Filanthropiske Hypotheser, ingen personlig Erfaring!» siger
man! Nu vel, hvor var den personlige Erfaring, som dikterede
sidste Passus i Grundlovens § 2? Den forrige Regjerings faderlige
Omhu for at beholde Kongsberg alene havde gjort den personlige
Erfaring om Jødernes særegne Farlighed for Norge vanskelig for
de hæderværdige Konstitutionens Fædre. Og Filanthropismen?
Den er noget i Miskredit, skjøndt ogsaa Konstitutionerne ere
fødte under dens Hjerte. Men «Jesus — siger ovenanførte Stats-
mand — hørte ogsaa til Filanthroperne, og fordrer med Ret, at
vi Alle skulle være dette, og den største Filanthrop er vor
Herre Gud selv, der lader sin Sol skinne over Kristne og Jøder.»
Dersom det Foregaaende har været egnet til at meddele Norges
Lovgivere undertegnede Individs Følelse af det umenneskelige i
Underkuelsen af den jødiske Troesbekjendelse i Almindelighed,
saaledes som den har fundet og i de ufuldkomnere Stater endnu
finder Sted; dersom Følelsen har kunnet blive vakt af, at Norge,
uden Aarsag fra Jødernes Side, imod sin Protestantismes og sin
Forfatnings Aand, imod Nationens menneskekjærlige og gjæste-
venlige Karakteer og politiske Uskyldighed, har deeltaget i denne
store politiske Uretfærdighed indtil en Yderlighed, som kun det
fanatiske Spanien har drevet det til imellem Nationerne; dersom
Exemplet, som de frieste, i Forfatning Norge mest lige, Nationer
levere paa de for begge Parter velgjørende Følger, Jødernes fuld-
komne Emancipation har havt, har kunnet virke noget paa Ideen
om at udføre den ogsaa hos os, hvor de mange Baand paa Næ-
ringsfriheden ellers ikke lade befrygte nogen pludselig og over-
dreven Indstrømmen af en formueløs Masse, mens Landets Na-
tur og Beliggenhed giver Formuen og Foretagelsesaanden mange
Vink, den vil forstaae; og dersom der i disse Egenskaber, som
Jøderne ligesaavel ere i Besiddelse af, som af den naturlige Er-
kjendtlighed, der i den menneskelige Sjels Grundlov ligeledes
danner den anden Paragraf, mens ogsaa i den Selvstændighedens
d.IV,b.3,s.246 er den første, og dens udøvende Magts Bud: «gjør mod Andre,
som Du vil have gjort mod Dig!» er, som i vor Grundlov, den
tredie — dersom der ogsaa i denne stærke Følelse ligger nogen
Garanti for, at Jødernes Emancipation vil være Norge i Fred og
Krig til materiel Nytte: saa vover Undertegnede at foreslaae
denne, saaledes som den for Norges Vedkommende vil kunne
skee, idet følgende Grundlovsforandring proponeres:
Sidste Passus i Grundlovens § 2, saalydende: «Jøder ere frem-
deles udelukkede fra Adgang til Riget,» udgaaer. —
Kristiania i Juni 1839.

Ærbødigst
Henrik Wergeland.
Vedtages som eget af
S. Sørensen.

Refereret i Storthinget den 28de Juni 1839 og da besluttet:
«Forslaget bliver inden Storthingets Opløsning under Præsi-
dentskabets Haand at offentliggjøre ved Trykken for at komme
til Afgjørelse paa næste Storthing.»

© 2008 Wergeland og Stortinget

 

mai 6, 2014 - Posted by | Bøker, Blogroll, Etikk, tro og tanke, historie, Kommunikasjon, politikk

Ingen kommentarer så langt.

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s

%d bloggers like this: